onsdag den 28. december 2011

Budgettet er langt overskredet



Vores budget til billetter til Det Kongelige Teater er langt overskredet - også i år.

Mine børns deltagelse i Den Kongelige Ballets forestillinger er et stort privilegium og er en kæmpe oplevelse for dem. Børnene har brug for opbakning og psykisk støtte i form af:

- hente/bringe til rette tider
- sund og næringsring kost
- tilstrækkelig med søvn
- lytte til deres fortællinger
- være glade sammen over positive oplevelser
- trøste når, der sker noget dumt
- hygge i sofaen, når de er trætte
- hjælpe til med lektier
- være der til diverse optrædener

Så det er fuldstændig magen til, hvad alle forældre gør for at være der for deres børn. Når børn spiller fodboldkamp hver weekend, kører forældre til rette tidspunkt, søger for tilstrækkelig mad og drikke, står og hepper på fuld drøn på sidelinjen, trøster når kampen tabes, jubler med børnene, når kampen vindes og hjælper med lektier, når de er trætte efter kampen.

Jeg vil, som alle andre forældre, følge med i, hvad mine børn oplever; jeg vil gerne støtte dem og være til stede.

At have balletbørn på Det Kongelige Teater er måske ikke helt det samme, som at køre børn til fodboldkamp og heppe på sidelinjen.

Prøver til forestillinger, som børnene deltager i, foregår på en stor arbejdsplads. Derfor har forældrene forståeligt nok ikke adgang til prøverne. Det ville på ingen måde være godt, at have forældrene rendende på sidelinjen og forstyrre den professionelle proces, der kræves for at få en forestilling klar.


Så når jeg som mor gerne vil se og være en del af det mine børn oplevelser, har vi mulighed for at se generalprøver - og så må vi ellers købe billetter til forestillingerne.

Jeg elsker at være en del af mine børns oplevelser, og jeg ved, at mine børn gerne vil have, jeg sidder nede i salen. Min datter siger, at hun bliver tryg, glad og rolig, når jeg er der og efterfølgende deles glæden over en vellykket forestilling og trøstes, hvis der skulle være noget der ikke gik så godt. Så jeg sidder meget gerne i salen – både for mine børns skyld, men sandelig også for min egen. Tænk at være så privilegeret at se så mange (af de samme) skønne forestillinger – også selv om budgettet er langt overskredet.

Jeg bliver jo nødt til at være der, når Ida danser eleven i Flemming Flints ”Enetime” – alle gangene – jeg bliver nødt til at være der, når Tobias danser Aske i ”Kom bamse nu balletter vi”. Jeg bliver nødt til at være der, når Lucas danser prinsen i ”Nøddeknækkeren”. Alle børn har denne sæson haft store roller, der har medført et stort ansvar- at skulle bære en forestilling.


Men det er lige så vigtigt at være der, når de har mindre roller og måske får mindre opmærksomhed fra deres instruktører. ”Mor, så du jeg holdt en balance i arabesque, da jeg kom ind i bagerst”, ”Ja, Skattemus, det så godt ud”, ”Mor, så du, der var en mus, der gik ind i mig?”, ”Ja, Trold, godt musen ikke væltede dig omkuld – du klarede det flot”.

Så denne sæson har jeg langt overskredet budgettet, og det vil jeg forhåbentligt blive ved med at kunne. Jeg vil gerne være der for mine børn, men jeg vil også gerne være der for min egen skyld.